Med en Højere Forberedelseseksamen (HF) åbner der sig mange muligheder - især hvis du overvejer en mellemlang videregående uddannelse.
HF er for dig, der måske allerede har en karriere i tankerne, eller som ser muligheder i de uddannelser og job, HF giver adgang til. Uanset dine planer, er HF et solidt springbræt ud i livet.
HF-uddannelsen tager 2 år at gennemføre. I løbet af uddannelsen vælger du fagpakker og valgfag, der målrettes efter dit fremtidige job. På baggrund af dem bliver du udfordret på tværs af grænser, sprog, kulturer og fag.
Arbejdsformen
I starten af din HF-uddannelse gennemgår du et introduktionskursus, hvor du bliver præsenteret for de enkelte fag og deres arbejdsmetoder. Du får undervisning i studieteknik og læseteknik samt særligt forløb i matematik, IT og grammatik. Desuden lærer du om mundtlig og skriftlig fremstilling samt om gruppe- og projektarbejde.
Vi samarbejder også med udvalgte mellemlange uddannelser om et praktikforløb, der giver dig et indblik i, hvad det vil sige at være studerende. Den skemalagte værkstedsundervisning giver dig teknikker til at indarbejde gode arbejdsvaner, når det gælder lektielæsning samt ved udarbejdelse af større skriftlige opgaver.
I løbet af din HF skriver du et antal projektopgaver - både alene og sammen med andre.
Opbygning
Med en HF vælger du et studieforløb med en anderledes tilgang til karakterer. Her får du som udgangspunkt ikke årskarakterer. I stedet fokuserer vi på et andet mål, nemlig din eksamen i de enkelte fag.
I løbet af din uddannelse kommer du til eksamen i alle fag, men vi giver både vejledende karakterer og feedback undervejs. På denne måde har du overblik over, hvor du står i forhold til de faglige forventninger.
Der er skriftlig eksamen i Dansk A, Matematik C og Engelsk B, imens du også skal til mundtlig eller skriftlig eksamen i dine valgpakkefag.
HF3
Svendborg gymnasium tilbyder et 3-årigt HF-forløb for unge med behov for ekstra ro, tid og støtte. Læs mere om uddannelsen.