Dagens finale-event til historiekonkurrencen ”Vores Historie” samlede flere hundrede gymnasieelever og deres historielærere på SDU i Odense, hvor der som afslutning på et stort samarbejdsprojekt mellem SDU og en række gymnasier blev uddelt priser i tre forskellige kategorier.
Alle de deltagende elever skulle præsenterer juryen for de plakater, som eleverne har lavet med afsæt i interview med forskellige informanter, og desuden fik alle mulighed for at overvære et spændende foredrag med forfatteren Pia Fris Laneth. Juryen havde svært ved at vælge vinderne blandt de mange virkelig gode bidrag, men en af grupperne fra 2.m vandt prisen for den "mest interessante vinkel" med deres plakat "Rødstrømpebevægelsen starter i Svendborg!"
Det vigtigste ved ”Vores Historie”-projektet er dog, at alle de deltagende elever har fået erfaringer med at skabe deres eget kildemateriale samt med at videreformidle dette på en fængende og fagligt velfunderet måde.
Vi satser stærkt på, at der også er historiehold fra SG med næste efterår, når ”Vores historie”-konkurrencen bliver gentaget, for det er et virkelig godt og udbytterigt forløb. Elevernes flotte plakater vil blive udstillet i det boglige hus, så alle her på gymnasiet kan læse de spændende hverdagsfortællinger fra perioden 1960 - 1980