Af: Mathies Christian Ellehauge, elev i 3z
Umiddelbart tænkte jeg, at det var en god idé med en titel, der fangede folks opmærksomhed, men det kan være, at der er nogle vildfarne læsere, der tror, at der er begået mord på gymnasiet. Det kan jeg forsikre om ikke er tilfældet, af hvad jeg nu ved. Til gengæld kan jeg med bedste mulighed belyse om en spektakulær forestilling på Svendborg Gymnasie, som i den grad vil kunne fange en hvilken som helst person, der er ude efter en vild oplevelse.
Som det har været traditionen hidtil, har Svendborg Gymnasium hvert år opført en musical, hvor deltagende elever fra alle årgange har kreeret en forestilling sammen med dygtige og kompetente lærere. Sidste år var det Romeo og Julie, forrige år var det Moulin Rouge, og denne gang er det Dracula. En forestilling fyldt med ondskab, dystre skabninger men også kærlighed.
Elever der er medvirkende i forestillingen har et bredt spekter af kompetencer. Nogle fremfører musik og forbereder de harmonisk smukke og også dystre sange, nogle står for at smede sammen udklædninger fra en tid langt før vores, og andre står for at stå frem på scenen for at bevæge sig ind i en ny og ukendt identitet. Med andre ’formelle’ ord er der både musikere, sangere, kostumierer, skuespillere og dansere, der tilsammen næsten udgør et antal på hundred.
Musicalen handler som sagt om Dracula, en meget velkendt historie af Abraham Stroker udgivet i 1897. Ikke nok med at stykket i sig selv er mystisk og underlig, så er det også mystisk og underligt at fremføre. Man træder næsten ind i en verden omgivet af tåge og mørke slyngplanter, hvorefter scenen får følelsen af et gammelt støvet rustikt slot, og det kan jeg sige, da jeg selv står på scenen.
Generelt er forestillingen ved at få sin helt egen personlighed, og det kan især ses ved skuespillernes tætte tilknytning til deres karakterer. Grev Dracula f.eks., spillet af Frederik Meincke, kan ikke stoppe med at fable om sine dystre sange og hans scene, hvor han udfører sit ”spektakulære” bid i en af pigernes hals. Jeg håber næsten, at jeg får muligheden for at give ham træpælen i hjertet. Dog er det nok ikke den rigtige måde at løse en mindre venskabelig konflikt på.
Alt i alt glæder alle medvirkende sig utrolig meget til at fremføre stykket! Forestillingerne finder sted på Svendborg Gymnasium, A P Møllersvej 35, onsdag den 22. til fredag den 24. november kl. 19:00. Billetprisen er 20 kr. og kan købes ved hovedindgangen.