Imens efterårsmørket langsomt sænkede sig over Svendborg, sørgede eleverne bag årets musical – en nyfortolkning af ”Romeo & Julie” – for, at der i den forgangne uge var masser af hjertevarme på SG.
Den elevproducerede forestilling tog udgangspunkt i Shakespeares klassiske kærlighedsdrama, men historien var flyttet op i nutiden, og familiefejden udspillede sig mellem Romeos politisk korrekte øko-flipper-familie og Julies familie, som vist bedst kan betegnes som en parodi på Liberal Alliances kernevælgere. Musikken var lånt af diverse komponister fra de sidste fem årtier, og publikum blev budt på en herlig blanding af alt lige fra socialistiske slagsange til dansabel pop.
I Shakespeares ånd sluttede kærlighedshistorien tragisk, men til gengæld forsonedes de stridende familier til sidst, så publikum kunne gå ud i novemberkulden med en følelse af håb for fremtiden. Alle medvirkende fik fuldt fortjent en blomst som tak for deres store indsats af rektor Jesper Vildbrad, og helt i forestillingens ånd kulminerede de mange fremkaldelser med et stort gruppekram på scenen.