Sprog

Sproget er nøglen til at forstå verden. Når vi taler, læser og lytter, bruger vi sproget til at formidle det, vi oplever eller har på hjerte.

Drømmer du om at tage aktivt del i den globaliserende verden, så har du med sproget et vigtigt værktøj til at blive forstået – og til at forstå andre.

Med det sproglige område kan du fordybe dig i et eller flere af de sprog, du allerede kender, men du kan også vælge at lære et helt nyt sprog. Vi dykker ned i klassisk og moderne litteratur, film og medier, imens vi også stiller skarpt på aktuelle emner for at lære de enkelte kulturer og sprogområder at kende.

 

I denne video kan du høre hvorfor Maja og Vincent valgte en sproglig studieretning

 



2022/23, 2023/2024 og 2024/25

Sprog 1:

Engelsk A – Fransk A/Spansk A – Tysk B

Gennem sprog bliver du klogere på, hvordan mennesker tænker og handler. I disse studieretninger er sproget og alt det, der har med sprog at gøre, det helt centrale.

Du møder alle mulige slags tekster i undervisningen – både skriftlige, lyd og film. Og så skal du møde andre kulturer: Vi rejser ud, møder og samarbejder med de sprog og lande, vi beskæftiger os med. Lige meget hvilke sprog, du vælger, har du fortrinsret til at komme med på en eller flere af vores udvekslingsrejser i løbet af 1., 2. eller 3. g. Den supersproglige studieretning er for dig, der har lyst til at kunne flere fremmedsprog på højt niveau. Og den er for dig, som vil forstå og forklare, hvorfor mennesker tænker og reagerer, som de gør.

2022/23, 2023/2024 og 2024/25

 Sprog 2:

 Engelsk A – Fransk A / Tysk fortsætter A – Samfundsfag B

Vælger du en af de samfundssproglige studieretninger, får du Samfundsfag B, Engelsk A og enten Tysk A eller Fransk A. Her dykker du både ned i sprogene og skærper dit blik for de samfund, hvor sprogene tales.

Den samfundssproglige studieretning er for dig, der interesserer dig for samfundet og har lyst til at tale flere sprog på højt niveau.
Du kommer til at arbejde tværfagligt med fx multikulturelle samfund, national identitet og samfundskritik, men også med emner som kærlighed, humor og medier. I sprogfagene arbejder vi både med sagprosa og litteratur. Især fokuserer vi på moderne litteratur, men du vil også få lejlighed til at stifte kendskab til ældre klassiske værker.

2022/23, 2023/2024 og 2024/25

Sprog 3

Engelsk A - Spansk A - Latin B

Denne sproglige studieretning er for dig, der er vild med sprog. Globaliseringen har skabt et stigende behov for dygtige sprogfolk, der kan håndtere kommunikation på tværs af landegrænser og sprogbarrierer. Måske tænker du på en videre uddannelse uden for Danmarks grænser?

I denne studieretning får du spansk og engelsk på A-niveau i kombination med latin på C-niveau. Fokus er på sprogindlæring samt analyse og fortolkning af litterære og faglige tekster. Du arbejder med sprogene både skriftligt og mundtligt gennem mange slags litteratur, musik, film og tv. På studierejser til udlandet får du mulighed for at træne sprog i praksis

Svendborg Gymnasiums sprogstrategi (for stx)

Svendborg Gymnasium prioriterer at vise vores egne og kommende elever værdien i at kunne flere fremmedsprog som et væsentligt almendannede element i det at være gymnasieelev.  Fremmedsprogsfagene giver elever viden, færdigheder og holdninger til at agere hensigtsmæssigt i en globaliseret verden, der er kendetegnet ved transnationale, åbne og dynamiske kulturer og sproglige fællesskaber. At have fremmedsprog styrker derfor elevernes globale og interkulturelle kompetencer og dermed deres perspektiv på verden.

Gymnasiets sprogstrategi er centreret om fire indsatser, der afspejler skolens ønske om at prioritere fremmedsprogenes rolle på skolen:

  1. Sproglige studieretninger og valgfag med sprog
  2. Sprogaktiviteter på tværs af sprog og uden for klasserummet
  3. Brobygning med fremmedsprog
  4. Fremmedsprogsundervisning, som giver elever, der tør

 

  1. Sproglige studieretninger og valgfag med sprog


Eleverne på Svendborg Gymnasium møder såvel moderne som klassiske fremmedsprog både som
studieretningsfag og som valgfag. Vi ønsker at sikre et udbud af sproglige studieretninger, hvor både de moderne og klassiske sprogfag er repræsenteret.  

For at understøtte oprettelsen af de sproglige studieretninger, indtænkes samlæsning som en løsning der, hvor færre end 10 elever ønsker et fremmedsprog som studieretningsfag. Det betyder, at elever med et studieretningsfag samlæser med elever fra samme stamklasse på et valghold. På den måde kan skolen alligevel tilgodese sproglige studieretninger og oprette disse.
  

  1. Sprogaktiviteter på tværs af sprog og uden for klasserummet

Svendborg Gymnasium vægter, at fremmedsprogselever har mulighed for at møde fremmedsprog og interagere på disse såvel i som uden for klasserummet og også på tværs af sprog. Skolen understøtter derfor den stærke tradition blandt fremmedsprogslærerne for at arrangere aktiviteter i undervisningen, der rykker fremmedsprogene tættere på elevernes virkelighedshorisont. Det kan være biograf-, teaterture i undervisningen, besøg på gymnasiet af kunstnere og andre kulturskabende, fællesoplæg fra eksperter og meningsdannere om relevante samfundsmæssige, historiske og kulturelle aspekter fra de forskellige sprogs lande eller oplæg fra personer med stillinger, hvor et eller flere fremmedsprog udgør en primær- eller tillægskompetence.

Gymnasiet prioriterer deltagelsen i en bred række af sprogaktiviteter, der henvender sig til både grupper af elever og enkeltpersoner. Det er fx:

Skoleudveksling: SG har en veludviklet udvekslingskultur med skoler i Tyskland, Mexico, Spanien, Frankrig, og USA i hhv. 2.g og 3.g. Flertallet af vores udvekslinger er tværsproglige, da kravet ved udveksling til andre steder end USA er, at vores elever skal tale målsproget, når de rejser ud, og tale engelsk, når de selv er værter for besøg i Danmark. Elever fra supersproglige studieretninger har som udgangspunkt fortrinsret til vores sprogudvekslinger.

Sprogcertificering: Vi tilbyder sprogcertificering inden for engelsk, fransk og tysk:

Cambridge Assessment English, DSD 1 (Deutsches Sprachdiplom), DELF (Diplôme d'Études en Langue Française).  

Masterclass engelsk: Som talentaktivitet for dygtige engelskelever tilbydes masterclass i engelsk, der er et toårigt forløb henover 2.g og 3.g i samarbejdet med SDU.

Deltagelse i nationale og internationale sprogaktiviteter i og på tværs af hold som fx

  • EU’s oversættelseskonkurrence Juvenes Translatores
  • Klassikerforeningens nationale latinkonkurrence
  • Sprogkonkurrencen International Language Competition
  • Sprogkonkurrence ifb. med den Europæiske Sprogdag
  • Sprogcamp på Hjørring Gymnasium
  • NCFF’s sprogkonkurrence Dyrk Sproget


Sprog- og internationalkoordinator
: Skolen har en sprog- og internationalkoordinator med ansvaret for at formidle de forskellige sprogaktiviteter beskrevet ovenover til skolens elever, engagere eleverne hertil, samt administrere og deltage i realiseringen af nogle af aktiviteterne undervejs. Derudover er det gymnasiets mål at blive Erasmus+ akkrediteret. Her skal skolens sprog- og internationalkoordinator desuden varetage det administrative arbejde forbundet med akkrediteringen og understøtte hele lærerkollegiet i forbindelse med ansøgninger om Erasmusmidler og den efterfølgende proces.

 

  1. Brobygning med fremmedsprog

Fremmedsprogsfagene spiller en vigtig rolle i at introducere kommende elever både til at have fremmedsprog på SG og til at være elev på gymnasiet i det hele taget. Vi har forskellige brobygningssamarbejder med flere af byens grund- og privatskoler. Her besøger elever i 7. og 8. klasse Svendborg Gymnasium i flere moduler eller ad flere omgange, og vi ønsker at øge samarbejdet med de lokale grundskoler. Vi introduceres vores gæsteelever til, hvordan sprogfagene beskæftiger sig med sprog, kultur og samfund her på gymnasiet. Eleverne undervises af gymnasiets fremmedsproglærere, men vi vægter også højt, at vores gæsteelever møder og samarbejder med vores egne elever og derved får indblik i livet som gymnasieelev med fremmedsprog.

  1. Fremmedsprogsundervisningen, som giver elever, der tør

Der en tydelig forbindelse mellem vores sprogfag på Svendborg Gymnasium ikke kun igennem AP, som eleverne møder i grundforløbet, men også i måden, vi tænker og underviser i fremmedsprog på. For selvom vores sprog er forskellige, gælder for sprogfagene, at det at tilegne sig et fremmedsprog indeholder nogle karakteristika, der går igen i alle sprog. At kunne et fremmedsprog handler også om at turde bringe sig selv i spil. Fremmedsprogsundervisningen har fokus på at engagere elever på en måde, hvor de tør lave fejl, kaste sig ud i at prøve og tage chancer – også uden hjælpemidler. I fremmedsprogsundervisningen er det vigtigt for os at skabe sociale og udpræget kommunikative rammer omkring et fagligt fællesskab, hvor det at turde tage chancer i undervisningen ikke føles farligt eller forkert.